Altanen år for år

2014


2013

Da det var gået nemt og problemfrit at dele altanen med en lille mand, blev der igen skruet op for drømmende i efteråret og vinteren '12/'13. Jeg anlagde en forårsdrøm af en løg i et hav af krukker. Resultatet blev desværre ikke så fantastisk som i mine drømme - hovedsageligt pga manglende vanding fra min side.


Hvad vi ikke lige havde overvejet var, at Lillemanden var mere om sig og udgjorde en større fare, både for sig selv og planterne.

2012

Var det førsteår vi var 3 om altanen, hvilket lagde en kraftig dæmper på eksperimenter, tilføjelser og grønt generelt. Lillemanden var i kravle og stille-sig-op alderen lige denne sommer, så jeg havde brugt vinteren på at gennemgå Giftlinjens planteliste. Som man kan se var altanen ikke særlig frodig og de fleste af planterne var placeret i altankasserne og på bordet i det ene hjørne. 2012 var nok året med færrest planter og mindst frodighed. Ligesom når man er nybegynder i andre sammenhænge, så skal man jo lære og gøre sig sine erfaringer - på samme måde skulle vi finde balancen mellem planter, altan og en lille mand.


I kanten af billedet (ved min hånd) kan man lige skimte en dahlia og min Jacques Cartier rose. Bagved står der en opstammet rosa marguerit, der desværre ikke overlevede vinteren, samt en pelargonie. Klatreplanten bagerst i venstre side er en pralbønne, der ikke havde det alt for godt og kun leverede 1 (én!) bønne.


2011

Det startede så godt. Foråret var skønt, solen lunede allerede varmt i maj. Forspiringen var lykkedes i strålende stil. Drømmen om en frodig altan med altankasser fyldt med kirsebærfarvede tallerkensmækkere væltende ud over kanterne, levede i bedste velgående.


Men sådan skulle det ikke gå. De sunde, struttende små planter måtte først kæmpe mod mængder af bladlus og sidenhen skybruddet 2.juli. Juli startede vådt og fortsatte i den dur. Hver dag var fugtig i luften og der kom en del regn, med det resultat at jorden konstant var drivvåd (trods drænhullerne i bunden) og mange af planter mistrivedes.
Det blev også året jeg mistede mit lille japanske ahorntræ og en dobbelt påskeklokke (hentet hos Gartneriet Spiren). 2 planter jeg stadig savner.


Det var dog ikke ren elendighed, som det ses på billedet fra 18.juli skinnede solen også den sommer, og lidt frodighed var der dog. Vi fik en del gode aftener med grill, hygge og smukke solnedgange.


2010

Det første år med altanen. Helt høje af forventning og med stor utålmodighed kom vi igennem det sidste af vinteren og kunne endelig tage den i brug. Da vi er 2 til at bestemme, må der indgås nogle kompromiser. F.eks. mit ønske om masser af planter, ja nærmest en hel urskov og kærestens om sol og gulvplads. Løsningen blev altankasser, masser af altankasser. Og for ikke at tage for meget af solen på selve altanen blev de placeret (lidt utraditionelt) forneden på rækværket. Frodigheden kom bl.a. fra ærteblomster og snerler, der snoede sig op ad rækværket.


Selvom jeg ikke har haft klatreplanter i altankasserne siden, fungerer placeringen rigtig godt. Jeg synes næsten jeg ser blomsterne mere end hvis altankasserne hang øverst på rækværket.

7 kommentarer:

  1. Hvor er det dog en fantastisk ide at placerer altankasserne på den måde og udnytte dem til klatreplanter. Tænk hvor frodigt det kunne blive på mange flere altaner... :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Egentlig var det kærestens ide at placere dem der, men jeg synes også det er ret genialt - det giver mange muligheder :)
      Og ja, der skal faktisk ikke ret meget til for at skabe frodighed.

      Slet
  2. Hej, jeg er blevet anbefalet din blog af min faster Berit, der har Irishaven. Din idé med snerler og ærteblomster er så god! Hvornår såede du du - og forspirede du indendørs først? Hvordan er din altan vendt ift. sol?
    Hilsen Mette

    SvarSlet
    Svar
    1. Hej Mette. Velkommen til! Jeg bliver helt rørt over, at min blog er blevet anbefalet - den er jo kun lige startet :)

      Jeg forspirede både ærteblomster og snerler indendørs ca. midt i marts. Småplanterne plantede jeg ud en gang i maj - når nattefrosten er forbi. (i den mellem liggende tid prikles, ompottes og plejes de selvfølgelig). Det fungerede ret godt at kombinere de 2 blomster, da ærteblomsterne blomstrer først og når de begynder at takke af hen over sommeren tager snerlerne rigtig fat :)

      Vores altan vender stik syd, så der kan blive ret varmt midt på dagen. Dog gør de omkringliggende bygninger, at vi kun har sol mellem 11.30/12 til 16.30/17.

      Jeg håber min forklaring hjalp. Ellers må du endelig spørge igen :)
      Hilsen Ane

      Slet
    2. Helt perfekt, tak skal du have. Så går jeg igang med forspiring om en 14-dages tid!
      God sommer på altanen :-)
      Mange hilsner Mette

      Slet
  3. Er helt vild med dine klatreplanter! Min altan har heller ikke mere end 4-5 timers sol, men er glad for at se, hvor frodigt, du alligevel kan have det. Og hyggeligt at følge med herinde - man må jo tænke lidt anderledes, når man "kun" har en altan:)

    SvarSlet
    Svar
    1. Tusind tak for de søde ord, Nina :)
      Godt nok har vi sol på altanen fra ca. 11.30-17, men det er ikke hele altanen på én gang, det er nok kun lige som hos dig. Men det forreste rækværk får sol i hele perioden.
      Ja, man må tænke lidt anderledes med en altan - det bliver godt at inspirerer hinanden til smarte, flotte, hyggelige løsninger :)

      Slet

Mange tak for dit besøg. Jeg håber, du har lyst til at lægge en lille kommentar. Det er så hyggeligt at høre, hvem det er der kigger forbi :)