26 april 2013

Blomsterfyldt st. Bededag

Dagen startede med regnvåde fliser, men som den skred frem brød solen lidt efter lidt gennem det grå skydække.


Foråret er allesteder og den lune luft lokker mange ud. Vi gik tur rundt på Frederiksberg, og så både på blomster og legede på legepladser. Her promenere den smukke påfugl i Haveselskabets Have.



Jeg er helt overvældet og forundret over, hvor stærkt det går. For 3-4 uger siden havde vi stadig frost og en smule sne - nu blomstrer det til højre og venstre. Og blomster jeg ikke regnede med at se før om nogle uger, fx den smukke Magnolie...


I Lindegårdsparken så jeg den fantastiske ide, at 'indhegne' små forårs-løgblomster med lidt større løgblomster. Jeg synes det giver en ekstra dimension til de luftige skillaer. Der bliver skabt et rum og fremhæver blomster-mængden, så de fanger øjet og kan værdsættes endnu mere.


Her tror jeg det er en påske- eller pinselilje.
Rigtig fint (også i fht. græsslåning) :)


22 april 2013

Det spirer og gror

De seneste uger med det lune forårsvejr er det gået stærkt. Det myldrer frem med grønne, fine vækster alle vegne. Alle mine forårsløg er i fuld firspring og lover smukke blomsterflor.


Jeg kan næsten ikke vente. Og modsat alle andre, venter jeg stadig på mine krokusser - nok fordi de blev lagt så sent, så de først har skulle bruge energi på at lave rødder, inden de kunne fokusere på blomsterne.


Noget andet jeg har ventet længe på, er mit æbletræ.
Efter at have drømt om søjleæbletræer i flere sæsoner, kunne jeg ikke stå for fristelsen, da Føtex havde tilbud på små æbletræer i efteråret. Godt nok er det ikke et søjletræ, til gengæld skulle det ikke blive så stort.


Hele vinteren har jeg gået og våget over det, pakket potten ind, puttet kronen med granris og holdt øje med om, der stadig var liv. Og se bare her - fine grønne knopper i fuldt udspring. Så nu drømmes der om, at paradisæbletræet nedenfor altanen agerer bestøver (vha. bier), så der er røde runde Ingrid Marie æbler til efteråret :)