fredag den 10. maj 2013

Kun én lille en blev det til...


Kun én lille krokus blev det til. Jeg ved ikke helt, hvorfor de andre små skud ikke blev til mere.


Men køn var den ene i hvert fald. Og så fik jeg svar på spørgsmålet; Den var varm lilla :)

fredag den 26. april 2013

Blomsterfyldt st. Bededag

Dagen startede med regnvåde fliser, men som den skred frem brød solen lidt efter lidt gennem det grå skydække.


Foråret er allesteder og den lune luft lokker mange ud. Vi gik tur rundt på Frederiksberg, og så både på blomster og legede på legepladser. Her promenere den smukke påfugl i Haveselskabets Have.



Jeg er helt overvældet og forundret over, hvor stærkt det går. For 3-4 uger siden havde vi stadig frost og en smule sne - nu blomstrer det til højre og venstre. Og blomster jeg ikke regnede med at se før om nogle uger, fx den smukke Magnolie...


I Lindegårdsparken så jeg den fantastiske ide, at 'indhegne' små forårs-løgblomster med lidt større løgblomster. Jeg synes det giver en ekstra dimension til de luftige skillaer. Der bliver skabt et rum og fremhæver blomster-mængden, så de fanger øjet og kan værdsættes endnu mere.


Her tror jeg det er en påske- eller pinselilje.
Rigtig fint (også i fht. græsslåning) :)


mandag den 22. april 2013

Det spirer og gror

De seneste uger med det lune forårsvejr er det gået stærkt. Det myldrer frem med grønne, fine vækster alle vegne. Alle mine forårsløg er i fuld firspring og lover smukke blomsterflor.


Jeg kan næsten ikke vente. Og modsat alle andre, venter jeg stadig på mine krokusser - nok fordi de blev lagt så sent, så de først har skulle bruge energi på at lave rødder, inden de kunne fokusere på blomsterne.


Noget andet jeg har ventet længe på, er mit æbletræ.
Efter at have drømt om søjleæbletræer i flere sæsoner, kunne jeg ikke stå for fristelsen, da Føtex havde tilbud på små æbletræer i efteråret. Godt nok er det ikke et søjletræ, til gengæld skulle det ikke blive så stort.


Hele vinteren har jeg gået og våget over det, pakket potten ind, puttet kronen med granris og holdt øje med om, der stadig var liv. Og se bare her - fine grønne knopper i fuldt udspring. Så nu drømmes der om, at paradisæbletræet nedenfor altanen agerer bestøver (vha. bier), så der er røde runde Ingrid Marie æbler til efteråret :)


lørdag den 30. marts 2013

En lille anemone...

... har jeg kær.



Jeg synes anemoner er noget af det fineste, og elsker når skovbunden er fyldt med dem. Selv drømmer jeg om en have med masser af anemoner hvert forår. Indtil da må de nydes i små potter og i skoven.
Betagelsen af anemoner skyldes givetvis også, at mit navn indgår i deres. Så kan jeg kun holde endnu mere af dem - og verset om Ane hendes anemoner.

Ane lagde anemoner
I kanonen på Trekroner.
Ved det allerførste skud
sprang Anes anemoner ud!
                                               Halfdan Rasmussen



Det er efterhånden en fast begivenhed, at foråret bringes indendørs her i marts. Kærestens fødselsdag d.19. bruges som anledning til at fylde lejligheden med forårsblomster. Så mens snefnuggene daler udenfor nyder jeg de lette luftige blomster indenfor.

Jeg overvejer om, jeg mon kan plante anemonerne ud i krukken med min rose. Og om de mon så vil komme igen næste år...?


Ud over luftige forårsblomster har vi også den flotteste buket orange tulipaner stående. Den fik vi af mine forældre i fbm. kæresten fødselsdag.


torsdag den 28. marts 2013

Erfaringer... lidt hjælp søges.

Jeg har brug for lidt hjælp. Min svigermor overvejer at købe en mini-hækklipper. En batteridrevet model, som en af nedenstående modeller.
Men hun er i tvivl om de virker og om de er gode at arbejde med. Hun vil bruge den til bl.a. at skære sine lavendler ned med, da det bliver så hårdt med en almindelig grensaks. Og ellers andet let buskarbejde. Så jeg nu spørger jeg jer, for jeg ved I har en masse erfaring med have og haveredskaber.
















                                Texas 2 i 1 hæksaks                                             Bosch mini-hækkeklipper

Er de gode? Kan man fx klippe sine lavendler ned med? Hvor tykke grene kan man skære? Holder batteriet, eller bliver man træt af dem efter kort tid? Og kan man bruge den til tiltænkte formål?
Alle erfaringer er velkomne, så skriv endelig løs :)

mandag den 4. marts 2013

Blomster, blomster, blomster ...

Med disse lune forårsvinde synes forårets og sommerens blomster at springe ud lige om lidt og kun et par dage mere, så kan vi nyde de lange lune sommeraftener med duftende, blomstrende skønheder omkransende siddepladsen. Det er SÅ svært at vente bare lige en uge mere inden forspiringen sættes i gang. Jeg kan næsten ikke længere vente med at nusse om små grønne spirer mens jeg drømmer om det flor de lover.


Jeg har sådan set de frø jeg skal bruge, men her i weekenden sneg der sig lidt flere blomster ind i planerne.
En blanding stolte kavalerer og en rød grønkål endte i frøbestillingen fra Camilla Plum, der egentlig kun skulle være en fødselsdagsgave til min far...

Dahlia 'Lucky Number'

Og da Netto fristede med Dahliaer til 10kr, kunne jeg ikke modstå - jeg måtte købe bare én enkelt. Endda én med en lille spire, så jeg tror jeg planter den i en krukke og stiller den køligt indtil videre (så kan det også være, at den blomstrer tidligere) :)

Åh, hvor bliver man glad af solens lune stråler og duften af forår (der endelig er kommet).

lørdag den 23. februar 2013

Et forårssmil til weekenden

Flere og flere små tegn på at foråret er på vej, sniger sig frem. Ved vores kældertrappe klatrer den smukkeste hvide klematis, med blomster så store som kagetallerkener.


Fredagens glædelige overraskelse var opdagelsen af dens grønne knopper, der er på vej til at springe ud.


Jeg kender desværre ikke navnet på den, men ud fra clematisdanmark.dk, har jeg fundet et par kandidater - det kunne måske være:

Asagasumi

Billede lånt fra Clematisdanmark.dk

Destiny

Billede lånt hos Trädgår'n i Söderfors

Guernsey Cream

Billede lånt fra Clematisdanmark.dk

Jerzy Popieluszko

Billede lånt fra Thorncroftclematis.co.uk

Det er i hvert fald beskæringskode 2, da den blomstrer i maj-juni. Når den blomstrer, skal jeg nok lægge billeder op af den, så kan det være, der en nogen der genkender den :)


Den er så smuk, at jeg i efteråret tog frø fra den og nu er det spændende om de spirer her til foråret. Jeg har aldrig prøvet det før, men har læst forskellige guider på nettet. Så nu håber jeg det lykkes.
(ellers må jeg tage en lille stikling til sommer)
Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...